TEMA:
Kongelig porcelæn XXX .
Oversigt med billeder - klik på billedet for
at se større billede. (Copyright) Figurerne på denne side er
eksempler og ikke nødvendigvis til
salg. Ønsker De at se vort figur salgsudvalg, følg venligst linket
nedenfor:
THEME:
Royal Copenhagen figurines
XXX Overview with images. Click on photo to see large image. (Copyright).
The figurines are examples for display only - not all are currently for sale. To find
figurines for sale please click at the link below.
Denne
serie består af i alt 47 figurer og blev til i årene 1906-1925.
Kunstneren var i samtiden højt skattet for udførelsen af en lang række
portrætbuster og offentlige mindesmærker. Han hørte til en kreds af
danske kunstnere, der efter århundredskiftet videreførte de
naturalistiske traditioner i arbejder, der vidner om både smag og evne
til karakteristik. Serien af danske folkedragter blev uden tvivl en af
hans største succes'er.
I
overensstemmelse med den kunstretning, han repræsenterede, forlangte han,
at egnsdragterne i alle detaljer var korrekte. De er kopieret efter
originaler på Nationalmuseet og andre steder, og som man vil se af nærbillederne
i det følgende, blev ingen karakteristiske enkeltheder glemt.
Dette
krav kunne kun gennemføres, fordi Den kongelige Porcelainsfabrik rådede
over en stab. der generation efter generation havde nedarvet en tradition
for minutiøs malerteknik fra fabrikkens første store periode i 1
780'erne.
Også
i anden henseende knyttedes en forbindelse til traditionerne fra det 18.
århundrede. 42 af disse figurer udgjorde ewde1afen gave fra danske
kvinder til Christian X og Dronning Alexandrine i anledning af
kongeparrets sølvbryllup den 26. april 1923.
Gaven
bestod bl.a. af 120 specielt udførte tallerkener, hvortil figurerne
sluttede sig - som borddekorationer. Figurerne repræsenterede alle
de områder, hvorover Christian X regerede: Danmark, Færøerne, Grønland,
Island, der var i personalunion med Danmark, og Slesvig, hvis
nordlige dansksindede del havde stemt sig hjem til moderlandet blot tre år
før sølvbrylluppet.
Denne
gave skal ses på baggrund af den stærke nationale stemning, der rådede
efter Nordslesvigs hjemsvenden til det danske rige, og som Christian X og
Dronning Alexandrine livet igennem stod som samlingsmærke for. Der var
tale om en folkegave i egentligste forstand. Indsamlingen begyndte
allerede to år inden sølvbrylluppet, og bidragyderne - alle kvinder -
kunne give mindst 25 øre og højst 5 kroner. Til trods for disse begrænsninger
indkom i alt den dengang betydelige sum af 200.000 kroner fra danske
kvinder i ind- og udland.
Af
større betydning end denne tidsbestemte lejlighed var, at Carl
Martin-Hansen med denne serie satte et varigt minde over dansk
folkekultur. Han påbegyndte sit arbejde, endnu mens folkedragterne var i
brug eller i det mindste i frisk erindring. Ikke blot er detaljerne, som nævnt,
korrekte gengivelser af hver egns særpræg i klædedragt.
Amager-figurerne er tillige alle portrætter af dem, der bar dragterne,
hvorved serien fremtræder som en autentisk redegørelse for en svunden
tidsalder.
Carl
Martin-Hansen (1877-1941)
Danish
National Costumes
This
series comprises in all 47 figures, which were produced in the period
1906-1925. The artist was much admired by his contemporaries for his
considerable production of busts and public monuments. He belonged to a
school of Danish artists, which, after the turn of the century, carried on
the naturalistic tradition in works, marked by both tastefulness and
richness of characterisation.
The
series of Danish national coastlines was without doubt one of Carl
Martin-Hansen's greatest successes. In keeping with the dictates of the
school of art to which he be1onged, he demanded that all the detail s in
the regional costumes should be absolutely correct. They were copied from
original s in the National and otter Danish Museums. As can be dearly
observed from the close-up pictures, which follow, not a single
characteristic detail was missed out. This artistic criterion could only
be met because the Royal Copenhagen Porcelain Manufactory had at its
disposal a staff of craftsmen, which had inherited a tradition for
meticulous painting technique _own the generations from the factory's
first golden age in the l780s.
The
link with 18th century traditions is also preserved here in another way.
42 of these figures formed part of a gift presented by the women of
Denmark to King Christian X and Queen Alexandrine to mark their silver
wedding in 1923. This gift consisted amongst otter items of 120 specially
produced plates to go with the figurines, which were intended as a table
decoration. The figurines represented typical costumes of the inhabitants
of all the territories over which Christian X ruled, viz. Denmark, The
Faeroe Islands and Greenland as well as Iceland which was in union with
Denmark at the time, and Slesvig, the northern, Danish, part of which had
voted to return to the mother country just three years before the Royal
Silver Wedding.
The
occasion offered Carl Martin-Hansen the opportunity of erecting, as it
were, a permanent monument to Danish folk culture. He began his work
whilst national costume was still worn, or if not, at least fresh in
people's memories.
It
is not only the detailed work, which faithfully reproduces the distinctive
character of the costumes of each different region or district. The Amager
figures are also authentic portraits of the people who actually wore the
costumes. So the series provides us in fact with an authentic picture of a
bygone age.
Overglasurfigurerne kendetegnes
ved det store udvalg af farver, en rigdom på detaljer, og at der på en
del af figurerne er lagt guld og sølv i knapper og spænder.
Fagudtrykket ”overglasur”
hentyder til, at farverne er malet oven på glasuren, efter at porcelænet
er brændt færdigt i blankovnen. Dette indebærer, at figurerne må brændes
igen ved ca. 800°C, for at farverne kan smelte sammen med glasuren.
Dekorering af
overglasurfigurerne kræver en sikker hånd og stor tålmodighed. Malerne
skal kunne give mønstre og stof den rigtige karakter og ansigtet det
rette udtryk.
Hver maler har et stort udvalg
af farver, der er i pulverform og som skal spartles op med vegetabilsk
terpentin og tilsættes forskellige olier såsom sejolie og nellikeolie,
alt efter om det er flader eller detaljer, der skal males.
Farverne består af forskellige
metalforbindelser, f. eks. jern i den røde farve, kobolt i den blå og
kobber
eller krom i den grønne.
Purpur farven indeholder guld. Farvepulveret indeholder ud over
farvestoffet et flusmiddel, som ved brænding i dekorationsovnen smelter
til en slags glasur, der binder farvekornene til porcelænet.
Til hver figur skal der i
gennemsnit bruges omkring 25 forskellige farver, som nøje blandes i
bestemte forhold for at opnå de rigtige nuancer. Figurerne brændes
mindst 2 gange i dekorations ovnen, da det er nødvendigt at male de
fleste farver i 2 lag for at opnå tilstrækkelig dybde og farvespil i
dragterne. Der bliver ligeledes lagt guld og sølv i knapper og spænder
efter første brand. Efter den sidste brand bliver guld og sølv poleret
med en agatstift, og ligeledes bliver der på nogle af figurerne graveret
mønstre eller navnetræk i spænder med en spids agat.
Når
en figur endelig er færdig og er sluppet hel igennem de mange brændinger
og transporten frem og tilbage, er der brugt mange timer og tusinder af
penselstrøg til den. Som eksempel kan det nævnes, at der til den store
grønlænderpiges krave bruges 9 farver. Alene den røde farve i kraven er
malet ind i over 3500 felter.
Overglaze-decoration
Characteristic of
the overglaze-decorated figurines are the wide range of colours, the
richness of detail and the fact that on same of the figurines the buttons
and belt-buckles have been touched up with gold and silver. The technical
term overglaze means that the colours have been painted on top of the
glaze, that is after the piece of porcelain has been fired the second
time. The overglaze colours are, after having been applied, fixed to the
porcelain by extra firings at about 800°c.
The painting
demands a steady band, a sure brush technique, and much patience, the
painters have to give patterns and clothes the right texture and
appearance, as well as ensuring that the facial expressions are right.
Every painter has a wide range of colours at his disposal. These colours
are in powder form and have to be primed with turpentine and mixed with
various vegetable oils, such as oil of cloves, depending on whether
details are to be painted or larger areas coated.
The colours
themselves are metallic compounds: in red there is iron, in blue co bolt,
in green copper or chrome, purple contains gold, and so an. To the
pigments is added flux, which when fired, melts down to a kind of glaze,
which ties the pigments to the porcelain.
On an average same
25 different colours are used on each figure mixed in ample proportions in
order to achieve the right shades. The figures are fired at least twice at
800°C, as it is necessary to paint most colours in two coats to ensure
the right depth and play of the different nuances. Gold and silver on the
buttons and belt-buckles are applied before the last firing after which
they are polished by band with an agate. The last to be done is the
engraving of patterns and monograms on the golden or silvery belt-buckles.
By the time a
figurine finally reaches completion and has survived the many transports
between the painting workshop and the oven and the risks involved in
firing it, many hours have been taken up and many thousands of strokes of
the brushes performed. As a case in point, let us just mention that no
fewer than nine colours are used in the Greenland woman's beaded yoke seen
on the opposite page. The red colour alone has been applied to more than
3500 sections.
Porcelænsfigurer betragtedes ikke i det
18. århundrede som enkeltstående, selvstændige kunstværker; de
vurderedes som habilt håndværk. Vi har her en af forklaringerne på, at
de fleste er anonyme. I reglen kan man kun med usikkerhed hæfte et
kunstnernavn på dem. De var brugsgenstande, der betragtedes som steldele,
der hørte til ”desserttøjet”. Når de ikke var i brug på det dækkede
bord, var de stillet ind i aflåsede kabinetter, som man endnu kan se det
f. eks. på Rosenborg eller Christiansborg.
Ved de store festtafler var ,det skik, at
skueretterne ved måltidet s afslutning blev båret frem til gæsternes
underholdning. Det kunne f. eks. være scener fra den græsk-romerske
mytologi, allegorier over en fyrstes dyder eller landområder, eller
rokokoens yndede hyrdescener. Skueretterne var udført af husets
konditor - under hvem borddækningen sorterede
konfirmationsfesternes kransekage toppe og overflødighedskornene er en
direkte arv fra denne skik, om end kun som en svag afglans af 1700-tallets
overdådige arrangementer.
I 1736 fandt Johann Joachim Kandler, der arbejdede på
Meissenfabrikken som modellør, på at udvide stellene med porcelænsfigurer,
der var mere holdbare end konditorens skrøbelige kompositioner i dej og
sukkergodt. Ideen blev snart taget op ved andre porcelænsmanufakturer.
Datidens kogebøger var fulde af lovord over denne forbedring, der sparede
konditoren for meget arbejde, og anbefalede, at de store huse anskaffede
sig, et righoldigt udvalg. Uden undtagelse har de figurer, som ses i dette
afsnit af . kataloget, tjent netop dette formål - og ingen andre.
1700-tallets porcelænsplastik er et af de interessanteste
kapitler i europæisk kunst- og kulturhistorie.
I hver en detalje afspejles de krav, der dengang stilledes til håndværkere
og kunstnere, for at den velhavende samfundsklasse kunne tilfredsstilles.
Tillige taler de deres tydelige sprog om den forestillingsverden og
livsholdning, der herskede blandt dem,
Emergence
and Background of the Plastic Art of Porcelain
In
the eighteenth century, porcelain figurines were not regarded as
independent, individual works of art, but rather appraised as competent
handicraft. This is one reason why the majority are anonymous. They were
articles of utility regarded as parts of a dessert service. When they were
not in use on the table during meals, they were put out of sight in
special cabinets, as earn still be seen, for example in the palaces of
Rosenberg and Christiansborg in Copenhagen. In no way did they constitute
part of the furnishings in the 18th century.
It
was the custom at the great banquets that, at the end of the meal, dishes
meant as showpieces were presented for the entertainment of the guests.
There might be scenes from Greco-Roman mythology, allegories expounding a
prince's virtues or territories, or the rococo period's partiality for
pastoral scenes. The show-dishes were modelled either in wax or pastry by
the household's pastry-cook, whose responsibility it also was to set the
table.
In
1736, Johann Joachim Kandler, who was working as a modeller at the factory
at Meissen, had the idea of expanding the’ dinner services to inc1ude
porcelain figurines, these being more durable than the pastry-cooks'
fragile compositions of dough and confectionery. Otter porcelain
manufacturers soon took up the idea. Contemporary cookery backs were full
of praise for this innovation that saved the pastry-cook enormous work and
recommended that great houses procure a wide variety. Without exception,
the figurines shown in ibis section of the catalogue have served this and
no other purpose.
The
porcelain figurines of the eighteenth century provide one of the most
revealing chapters in the history of European art and culture. Every
single detail reflects the demands that were made at that time on the
craftsmen and artisans to satisfy the prosperous section of society.
Furthermore they speak quite c1early about the conception of the world and
attitude to life that were prevalent amongst those of the times who lived
in comfortable, though secluded, ease.